En gåtur rundt om Hammerknuden må være en klassiker blandt vandreture på Bornholm. De ca. 6 km rundt om klippen på Bornholms nordligste punkt er da bestemt også et besøg værd. Det er en smuk tur med vind, sol og mange gode stop undervejs, uden det bliver rigtig svært.
Går man fra fyret ved den nordlige ende og ned mod hammerhavnen langs kysten, så er der et enkelt tidspunkt, når man nærmer sig hammerhavnen, hvor klipperne giver lidt udfordringer, men ikke noget de fleste godtgående ikke kan klare. Ellers er turen rimelig teknisk nem og kan klares i almindelig gode sko med stødabsorberende egenskaber, selvom jeg stadig foretrækker vandrestøvler.
Når man har taget turen rundt om et par gange og er frisk på lidt flere udfordringer, så kan det anbefales at gå bagom Opalsøen og forbi Krystalsøen blandt de mange rester fra det tidligere stenbrud, videre mod Hammerfyret (ikke det oppe på den nordlige spids, men oppe på nær Hammerknudens midte) og videre nordpå af de umærkede stier midt på klippen. Her findes mere ro og særdeles smukke syn ud over enge og mod både havet og Sandvig. read more